Sequoia & Kings Canyon National Park

Sequoia National Park

Sequoia National Park er en fantastisk naturoplevelse. Generals Highway, som vejen gennem parken hedder, er 56 miles/ 90 kilometer lang. Den snor sig gennem landskabet og har adskillige hårnålesving. Turen er utrolig smuk, og man oplever både kæmpe træer langs vejkanten og har en fantastisk udsigt over dalen nedenfor.

Der er masser af vandrestier i parken og det kan også godt betale sig at kigge efter bjørne, da der er masser af dem (samt rædselsslagne svigermødre;) ) . Sørg for at pakke madvarer væk, så der ikke ligger noget fremme hvis du forlader bilen.

Åbningstider: Hele året døgnet rundt
Entré: 20 dollars pr. bil (gælder en uge i både Sequoia og Kings Canyon). National Park Pass – 80 dollars pr. bil (gælder et år til alle National Parker) – Priser anno 2016

Giant Forest

De enorme sequoia træer er hovedattraktionen i Sequoia National Park. Træerne, der er op til 11 meter i diameter og godt 30 meter i omkreds, er cirka 2.200 år gamle. Den mest velkendte seværdighed i Sequoia er kæmpetræet General Sherman, som består anslået af cirka 1.500 kubikmeter træ og vejer over 1.200 tons, og er dermed verdens største træ og levende organisme. Træet står i et område i parken som kaldes `Giant Forest´, eftersom der i dette lille område står mange af disse gigantiske træer.  Fra parkeringspladsen ved `Giant Forest´ går man ad en sti, `The Sherman Tree Trail´, ned mellem de enorme træer. Det er en fantastisk fornemmelse at være omringet af disse giganter og det er svært ikke at få en følelse af at være lille og ubetydelig.

Udsigt til General Sherman fra Sherman Tree Trail

Udsigt til General Sherman fra Sherman Tree Trail

 

General Sherman Tree

General Sherman Tree

Moro Rock

En anden attraktion man kan opleve er klippen Moro Rock. Man kan gå helt op på toppen, hvorfra der er en forrygende udsigt ud over store dele af Sequoia og High Sierra. Turen op af klippen er dog ikke for bangebukse og jeg måtte opgive på halvvejen, da min højdeskræk blev meget udfordret. Skælvende måtte jeg sidde og nyde den smukke udsigt, mens Bjarne tappert kæmpede sig videre mod toppen, hvor han tog nogle fantastiske billeder og et filmklip.

For at nå Moro Rock skal man tage en shuttle bus fra Parkeringspladsen, hvilket desværre betyder, at man ikke længere kan køre gennem det væltede træ `Tunnel Log´.

Trappe op ad Moro Rock

Trappe op ad Moro Rock

Udsigt fra Moro Rock

Udsigt fra Moro Rock

Crystal Cave

I den sydlige del af Sequoia kan man besøge Crystal Cave, som er en af de flotteste drypstenshuler i Sierra Nevada Bjergene. Temperaturen derinde er 10 grader året rundt. Der tilbydes forskellige guidede ture i hulen, som nåes efter en lille vandretur på ca. 800 meter.

Vi nåede desværre ikke at se Crystal Cave grundet tidsmangel.

OBS. Billetter kan købes ved at af de to visitor centers.

Visitor Centers

Der er to besøgscentre i Sequoia. Foothils er et mindre visitor centers som er placeret ved den sydlige indgang. Det store visitor center er Lodgepole. Dette er placeret inde i selve parken og byder på både udstilling, biograf og butik. Derudover er parkens rangers klar  til at besvare eventuelle spørgsmål.

Desuden kan du besøge Giant Forest Museum, et gratis museum med en udstilling om giganterne. Museet ligger der, hvor vejen til Moro Rock og Tunnel Log drejer fra hovedvejen gennem parken.

 

Kings Canyon National Park

Kings Canyon er USA´s dybeste kløft, med højdeforskelle på op til 2500 meter. Vejen ned i kløften ender blindt og der er ca. 100 km t/r. Kings Canyon har visse ligheder med Yosemite National Park, men er mere vild og øde. Det anbefales at man gør stop ved Grizzly Falls, Roaring River Falls og  Zumwalt Meadow, et frodigt grønt eng område hvor man er omgivet af høje bjergsider. Ved Zumwalt er der en ca. 2 km lang sti som giver mulighed for at opleve den smukke natur. Måske kan du få øje på bjørne og andre dyr. For enden af vejen ved `Roads End´ er der en del vandrestier og muligheder for overnatning.

Grant Grove

Inden man kører ind i kløften passerer men Grant Grove, som er en park med adskillige sequoia træer. Det mest kendte træ i parken er det 1500-2000 år gamle General Grant Tree som er 82 meter højt. Det blev kåret som nationens juletræ af USA´s præsident Coolidge i 1926. Træet er det næststørste træ i verden.  Et andet træ som er noget af en oplevelse i parken, er `The Fallen Monarch´. Den 38 meter lang stamme vældede for flere hundrede år siden og er nu hult grundet både ildebrand og naturlig nedbrydning.

Parkeringspladsen ligger lige midt i mellem de gigantiske træer. Herfra kan man følge en asfalteret sti rundt i parken. Stien fører os også igennem The Fallen Monarch som man kan stå oprejst inden i. Turen rundt i parken er utrolig hyggelig og der var ikke voldsomt mange mennesker, da vi var der.

General Grant Tree

General Grant Tree

The Fallen Monarch

The Fallen Monarch

Overnatningsmuligheder

Den nærmeste større by i nærheden af den nordlige indgang er Fresno som ligger ca 80 km vest herfor. Her der rig mulighed for overnatning på både hoteller og moteller i forskellige prisklasser. Turen fra Fresno til Kings Canyon er utrolig smuk. Vejen leder os gennem små dale med marker hvor man dyrker både vin, frugt og grøntsager. Disse områder er kendte som USA’s frugtbowl (frugtkurv). Nogle af markerne høstes tre gange om året.

Syd for Sequoia NP kan man overnatte i Three Rivers som ligger tæt på den sydlige indgang. Vi overnattede i Visalia som ligger yderligere 30 minutters kørsel væk, men giver flere muligheder for overnatning.

Der er få muligheder overnatning inde i Parkerne, med mindre man vil benytte de forskellige camp grounds.

Rejsetips til Sequoia og Kings Canyon National Park

Vi havde en enkelt dag i Sequoia og Kings Canyon National Park. Vi kørte fra Yosemite National Park om morgenen og var derfor først fremme ved middags tid. Vi besøgte først Grant Grove og kørte derefter gennem Sequoia NP ad Generals Highway og afsluttede dagen i Visalia hvor vi overnattede på Holiday Inn. Vi havde stop i Giant Forest og ved Moro Rock, hvor vi kun lige nåede den sidste shuttle bus retur, endvidere stoppede vi ved nogle imponerende udkigspunkter.

Jeg vil helt afgjort anbefale, at man bruger mere tid i Sequoia NP end en enkelt dag, eller i hvertfald overnætter tættere på end vi gjorde, så man får udnyttet dagen fuldt ud. Kører man ind i Kings Canyon anbefales det klart at tage en overnatning, hvis man også skal nå at gøre nogle stop på køreturen, gå et par vandreruter og nyde området.

Besøg evt Visitor Centrene i både Sequoia og Kings Canyon for at få information og inspiration til gode vandreruter.

Kort over Sequoia & Kings Canyon National Park

http/

Fortsæt dit road trip

Kør nord på: 2-3 timers kørsel nord på ligger Yosemite National Park. Oplev de stejle granit bjerge, de brusende vandfald og det rige dyreliv i denne fantastiske park.

Kør vest på: Fortsæt syd om Sierra Nevada bjergene og videre vest på gennem det golde ørkenlandskab i Death Valley National Park

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.